Almindelige bemærkninger

Forslaget om nedsættelse af rejeafgiften fra 3 til 1 procent, med virkning fra 1. januar 2002, har sin baggrund i to forhold.

For det første er verdensmarkedspriserne på skalrejer fortsat lave, selvom en bedring kan skimtes.

For det andet kræver arbejdet mellem APK og Skattedirektoratet om forslag til omlægning af rejeafgiften noget mere tid. Forudsat et politisk krav om en særbeskatning af det havgående og producerende rejefiskeri (skat/afgift udover almindelig beskatning), bør særskatten kun virke, når overskuddet før skat har en vis størrelse. Derudover bør særbeskatningen afspejle et normalrederi samt have indbygget konjunkturelementer for blandt andet gennemsnitspriser samt omkostninger som brændstof, emballage og fragt. Således forventes til Landstingets efterårssamling 2002 fremlagt forslag om sådanne ændringer af rejeafgiften og dennes beregning med henblik på ikrafttrædelse 1. januar 2003.

Under disse betragtninger har APK tilsluttet sig nærværende forslag samt det fortsatte arbejde med en "ny rejeafgiftsmodel".

Nærværende forslag omhandler endvidere en præcisering af afgiftspligten ved diverse charterformer m.m.

Nedsættelse af rejeafgiften med 2 procent point medfører et provenutab på 15 mio. kr. i finansåret 2002 og budgetoverslagsårene, og forslaget har ikke administrative konsekvenser.

 

Bemærkninger til de enkelte bestemmelser

 

Til § 1, nr. 1

Det præciseres, at licenshaver skal svare rejeafgift af de rejer, der opfiskes ved hjælp af udenlandske indchartrede skibe, uanset om der er tale om time charter eller bare-boat charter.

Det præciseres endvidere, at der alene skal svares rejeafgift af de rejer, der opfiskes i Grønlands fiskeriterritorium, hvorfor eksempelvis rejer fanget i NAFO reguleringsområdet, i fiskeværnszonen omkring Svalbard eller i udenlandske økonomiske zoner, hvor Grønland ved forhandling har erhvervet fiskerirettigheder, ikke er omfattet af rejeafgiften.

 

Til § 1, nr. 2

Det foreslås, at afgiften svares med 1 procent af afgiftsgrundlaget.

 

Til § 2

Det foreslås, at loven skal træde i kraft den x. maj 2002 og have virkning fra den 1. januar 2002.